Gå til hovedindhold

Madordning

I Børneuniverset´s Dagtilbud har vi fuld madordning. Vi har vores egen kok ansat, som sammen med køkkenpersonalet i Tumlehøj tilbereder måltiderne, som tranporteres ud til de andre dagtilbud..

30. sep. 2021

Børneuniverset har madordning.

Der er derfor mad til hele dagen. Man skal og må IKKE medbringe noget hjemmefra.

Morgenmad

Vi starter dagen stille og roligt. Nogle børn spiser morgenmad, mens andre har spist hjemmefra, og hellere vil starte dagen med at lege.

Børneuniverset har et tilbud om morgenmad fra kl. 6.30-7.30. Her er der mulighed for at spise fx havregryn, havregrød eller cornflakes.

Frugt

Ca. kl. 9.00 har børnene mulighed for at få et stykke frugt eller lidt grønt og brød.

Middagsmad

Til frokost spiser vi som udgangspunkt varm mad 3 dage ugentligt. Suppe og brød mandag, varme retter tirsdag og torsdag, samt rugbrød onsdag og fredag. På facebook lægges der hver uge menuplan op i vores interne gruppe.

Vi spiser naturligvis sammen med børnene, men der er mange børn om bordet, så personalet holder ikke øje med, præcist hvad, og hvor meget børnene spiser. Der er sidder dog altid fast en voksen ved hvert bord.

Måltider skal være hyggelige gode stunder, hvor der er mulighed for at tale sammen, og det er det, vi vægter i Børneuniverset. Hvis barnet ikke har været vant til at spise rugbrød, vænner det sig hurtigt til det. Der bliver serveret special mad til børn med helbredsmæssige hensyn (allergier) og religiøse ønsker.

Eftermiddagsmad

Kl. 14 spiser vi et mindre måltid, det kan være brød af forskellige slags, grød eller andet let. Vi spiser i etaper, så derfor er der mad mellem 14 og 15. Sent på dagen kan vi tage resterne frem fra tidligere måltider.

Når man spørger et børnehavebarn: ”Hvad har du spist i dag?”, så er der en ret stor chance for, at de ikke kan huske det, og ofte svarer ”ikke noget”. Personalet er opmærksomme på, om børn mangler appetit og ikke spiser i en længere periode, men en enkelt dag eller to uden den store appetit, det oplever mange børn, og det er ikke bekymrende.

Hvis dit barn har fin energi, vokser og trives, så får det sikkert det mad, det har brug for.

Mange børnehavebørn er sultne, når de kommer hjem. Det betyder ikke, at de ikke har spist i børnehaven, men at de er i voksealderen, og har en sund forbrænding.

Vi er selvfølgelig ekstra opmærksomme på vuggestuebørnene, som spiser flere gange dagligt.